Hvad putter du i æsken?

mar 20, 2024

“Et godt lille tip! ‘

En metafor, jeg ofte bruger i min praksis, er, at det, du putter ned i æsken, også er det, du kan trække op igen.

Altså, hvis du putter selvkritik, negative tanker om dig selv og opgivelse – ja, så er det også det, du trækker op igen. Men vælger du at putte omsorg, mildhed, kærlige og selvstøttende tanker og fokus på, hvad der fungerer – ja, så er det det, du kan trække op.

Rent faktisk havde jeg en klient, hvor vi aftalte, at hun skulle lave en “skattekiste”. I den skattekiste skrev hun små sedler med noget positivt på og noget, som hun godt kunne lide at lave, og de kærlige ting, hun havde hørt andre sige om hende. Når det hele blev lidt for opgivende – ja, så kunne hun tage en seddel op og læse eller se, hvad det var, hun godt kunne lide, og som gjorde hende i bedre humør.

Så selv om det kan virke fjollet, så prøv at lave din egen skattekiste. Kan du se fidusen?

Vi kan nemlig ikke forvente, at det, vi fodrer os selv med, bliver tryllet om til noget andet. Det må vi selv putte i æsken.

Så alt, hvad der gør dig godt, og som du ved, du indimellem skal mindes om – alt lige fra gode søvntips, hvilken kost der styrker dig, og det, som du fysisk godt kan lide at lave, gåture, bade eller hvad det nu måtte være, til alle gode og støttende råd og tanker til dig selv, alt det, som styrker dig, og minder dig om, hvad der fungerer i dit liv, og hvad dine værdier er…

Alt det, som du ville pakke ind og give i gave til en anden, der stod dig nær. Men nu pakker du det ind til dig selv i en æske, som du kan åbne lige, når du vil.

Noget, som dit fremtidige jeg vil takke dig for.

Jeg vil lige dele noget personligt med dig. Da jeg fyldte 40 år og holdt fest, lavede nogle af mine veninder netop sådan en æske til mig. De bad alle gæsterne skrive det ned, som de værdsætter hos mig, og lagde det i en æske, som jeg på dage, hvor jeg har brug for et indre kram, kunne stikke hånden ned og tage en seddel op. Det er en af de bedste gaver, jeg har fået.

Hvad vil du putte i din æske i dag?”

Terapi i Sorø med psykoterapeut Anja Ladefoged

Velkommen til bloggen

Få mine lydfiler med mindfulness øvelser

Lydfilerne med mine mindfulness-øvelser kan du downloade og høre når det passer dig. Og på den måde opleve, hvilken effekt mindfullness har - enkelt og effektivt. 

Velkommen på nyhedsbrevet :-)